Anmeldt i Fagbladet Folkeskolen nr 17 / 2009 af: Bo Jensen
"Historien på prøve" er en hjælpende hånd til læreren, der skal forberede eleverne til den mundtlige prøve. Og dette splinternye materiale fra Alinea hjælper virkelig. Spørgsmålene tager udgangspunkt i samme forlags grundbogssystem "Mellem fortid og nutid" samt i de nye Fælles Mål for historiefaget. Usikkerheden, hvor vi i starten alle famlede lidt i blinde og ikke helt vidste, hvordan og hvor meget der skulle til i den mundtlige prøve i historie, er nu afløst af et gåpåmod og en faglig stolthed, der har forvandlet de negative udmeldinger til positive. Det er også blevet meget nemmere med alle de gode hjælpemidler, der nu er til rådighed. Det er tidskrævende at forberede en historieeksamen, og derfor er dette materiale en udmærket hjælp til at finde ud af, hvordan man kan gøre det. Der er 16 prøveoplæg at tage af. Næsten alle er at finde i historiekanonen, som snart vil udgøre en væsentlig del af 8.-9. klasses pensum. Oplæggene består af kopiark, som også kan hentes på nettet. Noget helt genialt er et konkret stykke papir til at vurdere den enkelte elev på til selve eksamenen. Der er også en god gennemgang af og forslag til, hvordan man selv kommer i gang med at udarbejde eksamensspørgsmål, hvilket er et stort plus for denne bog. Kildekritik og billedanalyse kigges der også på. Alt sammen yderst anvendeligt i hverdagen. Der er taget hensyn til Fælles Mål, og bogen oser af kvalitet. Alle didaktiske muligheder er tænkt ind i de 16 spørgsmål. Flot, flot.